Kunst på banen
Helsingør Teater er en del af Kunst på Banen, et samarbejde mellem Helsingør Kommune og Statens Kunstfond, der efter den første projektperiode 2023–2025 er videreført frem til udgangen af 2027. Projektet skal styrke fællesskaber, trivsel og lokal identitet gennem kunst og kultur i Helsingørs Nordvestkvarter.
Kunst på Banen tager udgangspunkt i områdets beboere, hverdagsliv og lokale fællesskaber. Gennem kunstneriske aktiviteter og processer undersøger projektet, hvordan kunst kan skabe nye møder mellem mennesker, give nye perspektiver på velkendte steder og styrke oplevelsen af at høre til. En central ambition er at inddrage borgerne som aktive deltagere og medskabere frem for udelukkende som publikum.
Samtidig skal Kunst på Banen udvikle nye samarbejder mellem kulturaktører, skoler, institutioner og lokale organisationer og skabe erfaringer og metoder, der kan leve videre efter projektperioden.
Helsingør Teaters projekter
Scenen er Vores (2025–2027)
Et samarbejde med Nordvestskolen og Skolen ved Gurrevej, hvor professionelle scenekunstnere arbejder sammen med elever og lærere gennem workshops, kunstneriske undervisningsforløb og forestillinger.
Formålet er at integrere scenekunst i skolernes hverdag og undersøge, hvordan kunstneriske metoder kan understøtte læring, trivsel, inklusion og elevfællesskaber. Samtidig skal projektet bidrage til nye, varige scenekunsttraditioner på skolerne.
Projektet begyndte i 2025 med en række prøvehandlinger, hvor elever og lærere blev introduceret til forskellige scenekunstneriske udtryk og arbejdsmetoder. I den efterfølgende fase, Scenen er Vores Vol. 2, arbejdes der videre med længerevarende forløb, hvor professionelle scenekunstnere får deres gang på skolerne og indgår i undervisningen i tæt samarbejde med lærerne.
Projektet undersøger også, hvordan scenekunst kan bruges på tværs af fag, og hvordan elevernes egne kunstneriske aktiviteter kan række ud over skolerne og blive synlige i lokalområdet.
Fortællinger fra Nordvest (2026)
Et kunstnerdrevet projekt med dramatiker Anna Panduro, der i samarbejde med Helsingør Teater, Kulturhus Nordvest og Boliggården omsætter lokale beboeres fortællinger, erfaringer og perspektiver til nye kunstneriske oplevelser, der giver plads til stemmer, der sjældent høres, og styrker beboernes tilhørsforhold og fællesskaber.
Projektet tager udgangspunkt i samtaler og interviews med mennesker på tværs af alder, baggrund og tilknytning til Nordvest. Deres historier danner grundlag for kunstneriske værker, som både kan skabe genkendelse og udfordre de gængse fortællinger om området.
I samarbejde med komponist og lyddesigner Rasmus Christensen har Anna Panduro blandt andet skabt en lydvandring gennem Nordvest, hvor publikum med høretelefoner oplever et musikalsk iscenesat værk med afsæt i beboernes egne historier.
Helsingør Teater varetager projektledelse og administration, men deltager også aktivt i den kunstneriske udviklingsproces. Projektet giver dermed teatret mulighed for at undersøge nye måder at arbejde med scenekunst på – ikke alene som formidler af færdige forestillinger, men som medspiller i kunstneriske processer, der udvikles i mødet med mennesker og steder.
Nye samarbejder og lokal forankring
De to projekter giver Helsingør Teater mulighed for at udvikle nye samarbejdsformer og undersøge scenekunstens potentiale som medskaber af lokale fællesskaber.
Projekterne lægger sig desuden i forlængelse af samarbejdsprojektet Kunsten at Trives (2024–2025), hvor Helsingør Teater arbejdede med kunstneriske aktiviteter og borgerinddragelse i samme område. Erfaringerne herfra har vist betydningen af at være til stede over tid, opbygge relationer og udvikle aktiviteter med afsæt i lokale interesser og behov.
Med Kunst på Banen fortsætter Helsingør Teater arbejdet med at skabe forbindelser mellem professionelle kunstnere, borgere og lokale institutioner – og med at undersøge, hvordan scenekunst kan få betydning i hverdagen, også uden for de traditionelle scenerum.
Tidslinje | Helsingør Teaters aktiviteter
2025 | Scenen er Vores Vol. 1
- Forår og sommer: Indledende samarbejde med skolerne og scenekunstneriske prøvehandlinger.
- Sommer: Nycirkusforestilling og workshops for elever på Nordvestskolen samt borgerinddragelse i forestillingen Sfumato under PASSAGE Festival.
- Efterår: Scenekunstneriske undervisningsforløb på Skolen ved Gurrevej, blandt andet med Mette Andrés fra ScenekunstPåHovedet.
2026 | Fortællinger fra Nordvest og fortsættelse af Scenen er Vores
- Vinter og forår: Interviews, samtaler og indsamling af lokale fortællinger med Anna Panduro.
- Forår: Fortsatte prøvehandlinger og scenekunstforløb på skolerne.
- Forår og sommer: Kunstnerisk udvikling af Fortællinger fra Nordvest.
- August: Opstart af Scenen er Vores Vol. 2 med længerevarende scenekunstneriske forløb på skolerne.
- Oktober: Offentlige præsentationer af lydvandringen Fortællinger fra Nordvest, skabt af Anna Panduro og Rasmus Christensen.
- November-December: Anna Panduro arbejder sammen med scenograf Christian Q Clausen og komponist Rasmus Christensen videre i et kunstnerisk værksted på Kulturhus Nordvest. Her vil de arbejde på dukkeforestillingen Guldhjerte om beboerne i en fiktiv beboerforening inspireret af historier fra Nordvest. De vil i december måned dele hvor langt de er kommet med en visning i Kulturhuset.
2027 | Scenen er Vores Vol. 2
- Fortsatte scenekunstneriske forløb på Nordvestskolen og Skolen ved Gurrevej.
- Arbejde med at udvikle og forankre scenekunstneriske metoder og traditioner i skolernes hverdag.
- Evaluering og afslutning af projektet ved udgangen af 2027.

