Hvad er virkeligt, og hvad er illusion?
Forestillingen er en fri bearbejdning af Pirandellos berømte værk ”6 karakterer søger forfatter”, som skabte stor furore, da den fik premiere i 1921 i Teatro Valle i Rom.
Der bliver nemlig stillet spørgsmål til både menneskets og teatrets væsen. Hvad er en sand historie – og findes sandhed overhovedet?
Kulturmarkts version af forestillingen er en enkel og skøn blanding af humor og tragik, hvor skuespiller Mette Rønne står alene på scenen og spiller samtlige – mere end 18 – roller i fortællingen. Hun skifter gnidningsfrit fra én karakter til en anden og giver dem alle særegne træk, så ingen er i tvivl om, hvem der er hvem.
Det eneste man kan blive i tvivl om er, om der faktisk ikke er mere end én skuespiller på scenen.