Et eventyr af Christian Lollike, der tager temperaturen på forsvarsviljen.
Der var engang et lille kongerige, der lå i det høje nord. Længe havde riget været et rart lille smørhul. Men nu var det truet, og Statsministeriet kom i oprør, for hæren havde ingen soldater. “Hvad gør vi?”, spurgte statsministeren. “Hvordan får man folk til at trække i trøjen, når de så længe i ro og mag har svømmet rundt i blødt badevand?”
Udfordringerne hober sig op for både magthavere og borgere i Danmark, når den prisvindende dramatiker Christian Lollike sætter fokus på vores forsvarsvilje, på oprustning og sikkerhed.
Verden er nemlig – også i Lollikes knap så fiktive eventyrunivers – blevet et uroligt sted at opholde sig, og derfor skal Danmark hurtigst muligt opruste, uddanne soldater og købe militært isenkram for milliarder. Men krudt og kugler er ikke nok. Vi skal også dyrke det fælles ”vi”, så vi også på det åndelige plan kan møde fjenden med oprejst pande.
Men hvor god er dansken til at gå i takt, når ufreden banker på? Hvem er vi, når krigen kommer? Og hvad er vi villige til at ofre os for?
Med sin spiddende samfundssatire har Lollike to år i træk modtaget Årets Reumert for bedste forestilling for sine stykker Skolekomedien i 2024 og Jeppe på Bjerget i 2025 på Aarhus Teater.