Køb billet

Silke. Sukker. Sand

Marie Dahl Assembly (DK)

OBS: Sæsonkort-billetter er først i salg torsdag 7. maj

Ny vokal performance i tre satser

Fem sangere fra Ars Nova Copenhagen synger et nykomponeret vokalværk i tre satser, skrevet af komponisterne Tiange Zhou (Kina), Blasio Kavuma (UK) og Arnannguaq Gerstrøm (Grønland) og akkompagneret af elektronisk musik. De tre satser tager hver sit materiale som udgangspunkt – silke, sukker og sand – og undersøger historien, materialiteten og naturen bag råvarer, der har præget verdens udvikling.

Med en minimalistisk scenografi arbejder Marie Dahl i forestillingen med et stærkt visuelt og sanseligt udtryk: De tre sangere sidder på høje stole i store skulpturelle kostumer i tre lag, der fungerer som både kostume og scenografi. Mellem hver sats løsnes et lag og falder til gulvet, så en ny materialitet, en ny tid og et nyt sted træder frem, mens historiens rester samler sig i rummet.

Lysdesignet fungerer som et bærende rum- og dynamikskabende element, og koreografien udfolder Marie Dahls stiliserede og allegoriske sceniske udtryk.

Silke og sukker var blandt de importvarer fra ikke-vestlige lande, der sikrede Europa rigdom og magt. Sårene fra koloniseringen og industrialiseringen mærkes fortsat politisk, menneskeligt og klimamæssigt. Siden begyndelsen af det 20. århundrede viderefører udvinding og handel med sand denne historie. I dag er sand den næstmest anvendte naturressource i verden og spiller en voksende geopolitisk rolle – aktuelt bl.a. i relation til USA og Grønland.

En fortælling på tværs af tid og geografi

Librettoen bevæger sig på tværs af tid og geografi i en samlet fortælling med udgangspunkt i de tre materialers storhedstid fra 5000 f.v.t. til i dag.

Silkens historie begynder i Kina og følger dens betydning for verdenshandelens fremvækst og forbindelsen mellem kontinenter, kulturer og religioner – og det europæiske begær efter luksusvarer, som blev kimen til kolonialiseringen.

Sukkerets historie bevæger sig fra indiske produktionstraditioner til portugisiske plantager i Brasilien, slavehandel, ødelagte økosystemer og industrialisering. Den rummer plantagernes rædsler og deres spor i nutiden samt nutidens afhængighed og sundhedsmæssige konsekvenser.

Sand er værkets sidste sats; om den tusindårige skabelsesproces og om glasset og betonens betydning i civilisationshistorien. Om en ressource, vi opfatter som uendelig, men som er ved at slippe op – og om menneskets manglende evne til at lære af historien.

I tekst, musik og iscenesættelse åbner forestillingen for ligheder og forskelle i de historiske sammenhænge, hvor menneskets begær efter det skønne, det søde og det store løber som en rød tråd.

Køb billet